Overgangen fra anbringelse til voksenliv er en af de mest sårbare og afgørende faser i et ungt menneskes liv. For mange unge, der har været anbragt uden for hjemmet, kan det være en voldsom oplevelse pludselig at stå med ansvar for bolig, økonomi og daglig struktur – ofte uden det nødvendige netværk eller støtteapparat. Alt for mange oplever at falde mellem systemets kategorier og må klare sig alene i en tid, hvor de netop har brug for ekstra støtte.

En brat overgang

Når en anbringelse ophører – typisk ved det 18. eller 23. år – stopper ofte også de systematiske indsatser. Men det betyder ikke, at den unge pludselig er klar til at stå på egne ben. Tværtimod. Mange har stadig brug for støtte til at navigere i alt fra økonomi og myndigheder til relationer og psykisk trivsel. Uden en planlagt og støttet overgang risikerer man, at udviklingen går i stå – eller vender tilbage til mistrivsel.

Derfor er det vigtigt at se overgangen som en proces og ikke som et punkt. Voksenlivet starter ikke med fødselsattesten – det starter, når den unge er klar, og det kræver forberedelse, tryghed og vedholdende støtte.

Livsduelighed som målsætning

I SUF arbejdes der med begrebet livsduelighed – altså evnen til at håndtere livets praktiske og personlige krav. Det handler om at kunne tage ansvar for sig selv, skabe og vedligeholde relationer og håndtere hverdagens opgaver. Det lyder simpelt, men for unge med en anbringelsesbaggrund er det ofte komplekst.

Livsduelighed kræver, at den unge får mulighed for at afprøve voksenlivet i et trygt rum – fx gennem bostøtte, mentorordninger eller udslusningsboliger. Her kan der arbejdes med alt fra økonomistyring og madlavning til sociale færdigheder og psykisk robusthed.

Stabile voksne gør forskellen

I overgangen til voksenlivet er det afgørende, at der er stabile voksne til stede – også efter den formelle anbringelse ophører. Det kan være kontaktpersoner, pædagoger, mentorer eller netværksfamilier. Relationer, der rækker ud over systemets grænser, og som ikke forsvinder ved næste kommuneændring eller budgetbeslutning.

Disse relationer giver kontinuitet, tryghed og mulighed for gradvis løsrivelse – ikke en brat afsked, men en glidende overgang til selvstændighed med støtte i ryggen.

Systematisk overgangsarbejde

Mange unge tabes i overgangene, fordi der ikke er en fælles plan. Derfor bør overgangen fra anbringelse til voksenliv være en integreret del af indsatsen – ikke noget, der opstår spontant i de sidste måneder. Der skal udarbejdes konkrete planer med den unge, der involverer alle relevante aktører: kommune, bolig, uddannelse, jobcenter og eventuelt sundhedsvæsen.

Det er vigtigt, at de unge bliver hørt og inddraget i processen – og at der skabes realistiske, men ambitiøse mål, som de kan se sig selv i.

Varige forandringer tager tid

Den unge bliver ikke livsduelig på en dato. Det kræver langsigtet tænkning, fleksibilitet og tro på, at alle unge – også dem med mange svigt bag sig – kan opnå et godt og selvstændigt liv. Men de kan ikke gøre det alene.

Med den rette støtte, stabile relationer og målrettet overgangsarbejde kan vi skabe forandringer, der ikke forsvinder, når systemet slipper – men som bærer videre ind i voksenlivet.